Månedsrapport for Valueinvest Global
December 2025
Ny forvalter og omlægning af porteføljen
December og året 2025 blev en skelsættende måned for ValueInvest Danmark. Fredag den 12. december annoncerede vi et farvel til foreningens mangeårige forvalter, australske Macquarie Asset Management, som for nylig blev overtaget af den japanske storbank Nomura.
Bestyrelsen havde forud for skiftet afsøgt og evalueret markedet for at finde den forvalter, som har den mest attraktive valuestrategi, investeringsproces, konkurrencedygtig performance og forudsætning for at markedsføre ValueInvest Danmark.
Som ny forvalter har foreningen valgt Great Dane Fund Advisors i Odense, og skiftet medfører på mange måder, at ValueInvest vender tilbage til udgangspunktet fra 1998, hvor investeringsstrategien havde stærkt fokus på traditionelle valueaktier, hvor aktierne kan erhverves til en kurs, som er meget lav relativt til virksomhedernes indtjening og de aktiver, virksomhederne ejer.
Månedsrapporter afløser kvartalsrapporter
Hvor Macquarie (nu Nomura) hidtil på vegne af ValueInvest Danmark har udsendt opdateringer med porteføljekommentarer på kvartalsbasis, forventer vi, at Great Dane Fund Advisors fremadrettet vil gøre det på månedsbasis.
Månedsrapporterne vil være en kombinatian af nyheder om markedsudviklingen, kommentarer til afkast og portefølje samt nøgletal, der grundigt redegør for, hvordan måneden er forløbet. Hvilke selskaber og sektorer har givet positivt hhv. negativt afkast, og hvor meget har de bidraget til porteføljens samlede afkast?
Månedsrapporteringen forventes ligesom porteføljen først at komme helt på plads i løbet af indeværende kvartal. Den følgende månedsrappotering skal derfor anses som midlertidig, indtil der er akkumuleret tilstrækkelig data fra den nye forvalters portefølje til at præsentere en mere udførlig rapportering.
Nedenfor vises indtil videre månedsafkast og historiske afkast sammenlignet med både benchmark og den nye forvalters modelportefølje.
Lille minus i december
December endte med et minus på 0,50%, som var på niveau med – omend lidt ringere end – benchmark. Foreningens nye forvalter påbegyndte omlægningen af porteføljen mandag den 15. december, så det blev en måned præget af stor handelsaktivitet.
Hvor vi i ValueInvest Danmark har haft meget tilfredsstillende afkast op gennem nullerne og 2010’erne, havde den hidtidige strategi med sit stærke fokus på stabile selskaber haft det rigtig svært i de seneste fem år, hvor renterne har været stigende.
Det ses, at den nye forvalter, uanset investorernes meget ensidige fokus på store amerikanske teknologiaktier de seneste 5-10 år, alligevel er lykkedes med at skabe et afkast på næsten 10 procent årligt, hvilket overgår value verdensindekset MSCI World Value.
Ændret regional spredning
Hvor den tidligere forvalter lå med størstedelen af porteføljen placeret i Europa og desuden var gået helt uden om asiatiske aktier, har vores nye forvalter en strategi om at ligge med en regional eksponering, som i højere grad afspejler verdensmarkedet og benchmarkindekset.
Primo 2026 indgik Nordamerika, Europa og Asien med hhv. 75%, 17% og 8% i verdensindekset. Den nye strategi giver mulighed for, at den regionale vægtning afviger med +/- 15 procentpoint – dog aldring mere end maksimalt 50%. Sidstnævnte bestemmelse medfører, at ValueInvest Global fremadrettet altid vil have selskaber fra alle tre regioner med i porteføljen.
Den nye forvalter er på ingen måde benchmarkneutral. Tværtimod. Den såkaldte ‘Active Share’ af porteføljen befinder sig på 97-98%, hvilket vil sige, at 97-98% af ValueInvest Globals portefølje er vægtet forskelligt fra MSCI World. Dermed må investeringsstrategien betegnes som meget aktiv.
Ingen eksklusion af banker
Også på sektorer ser den nye portefølje væsentlig anderledes ud end hos den tidligere forvalter. Først og fremmest går foreningens nye rådgiver ikke uden om banker, som anses for en meget væsentlig og essentiel sektor i erhvervslivet.
Finanssektoren, som for størstedelens vedkommende udgøres af banker, er en af de mest velindtjenende brancher i erhvervslivet overhovedet. Kun IT-sektoren og den pharmaceutiske industri er i stand til at skabe en ligeså høj indtjening af den investerede kapital.
Hvor den tidligere forvalter i bestræbelserne på at finde selskaber med en meget stabil udvikling i resultater og pengestrømme allokerede hele 46% til Consumer Staples og Industrials, har porteføljen nu fået større spredning.
Har du spørgsmål til strategi og omlægningen eller afkast og portefølje, er du velkommen til at kontakte investeringsteamet via emailadressen gdfa@valueinvestdanmark.dk eller på tlf. +45 61 40 41 41.